“Woman har haft førerpositionen, siden lanceringen for 11 år siden. Jeg er overbevist om, at Sara kan videreudvikle magasinet i de næste mange år i et marked, der konstant kræver, at man ved præcis, hvad læserne vil have. Hun har en utrolig forståelse for Womans værdier og nogle visionære ideer for fremtiden,” siger forlagsdirektør Morten Trøst Poulsen, Benjamin Media.
Sara Møller Christensen, 27 år, har gjort kometkarriere på Benjamin Media, hvor hun først har været ansat som praktikant og siden som fast journalist, efter hun blev færdiguddannet for et år siden.
“Jeg glæder mig helt vildt til udfordringen! Womans læsere er nogle af de mest engagerede og trofaste i branchen, og den tillid skal vi leve op til ved at lave et magasin, der følger med tiden og bliver ved med at tale til dem der, hvor de er,” siger Sara Møller Christensen.
Hun afløser nuværende chefredaktør, Helle Blok, som har stået i spidsen for Woman de seneste seks år.
“Det unikke ved Woman er, at vi er i øjenhøjde med læserne, og det er derfor, de bliver ved med at stå bag os. Sara har fulgt målgruppen i årevis, og i mine øjne kan læserne ikke få en bedre ambassadør. Jeg glæder mig rigtigt meget til at følge hende og redaktionen,” siger Helle Blok.
Helle Blok går på barsel 1. oktober og vender sidenhen tilbage til Benjamin Media, hvor hun skal tiltræde en ny stilling.
“Sara Møller Christensen kommer til at stå i spidsen for Danmarks suverænt største magasin til yngre kvinder, der står stærkere end nogen sinde, hvilket i høj grad skyldes den fantastiske indsats Helle Blok har ydet på Woman,” siger Morten Trøst Poulsen.
Woman har et oplag på 45.589 og 168.000 læsere. Mens woman.dk har 386.671 besøgende og knap 4 millioner sidevisninger hver måned.
Læs kommentarer
Skrevet 18. aug 2011 af Julie Bjerg.
Foto: benjamin.dk


